Sanovent
"Ventilationsanlæg du altid kan få plads til"
  • Forside
  • Om Sanovent
  • Produkter
    • Produktprogram
    • Produktvalg >
      • Rotende veksler >
        • Rotor størrelse 5-3
        • Rotor størrelse 6-4
        • Rotor størrelse 6-5
        • Rotor størrelse 10-6
        • Rotor størrelse 12-7
        • Rotor størrelse 12-8
        • Rotor størrelse 12-9
        • Rotor størrelse 12-10
      • Modstrøms veksler >
        • Modstrøm størrelse 5-3
        • Modstrøm størrelse 6-4
        • Modstrøm størrelse 6-5
        • Modstrøm størrelse 10-6
  • Projektering
  • Cases
  • Service
    • Vejledninger
  • Nyheder
  • Kontakt

Danfoss ECL 310 styring

12/11/2015

0 Comments

 
Sanovent kan nu også som standard tilbyde Danfoss ECL 310 styring til vores ventilationsanlæg. Mange kommuner efterspørger Danfoss styringen, fordi de også benytter den til varmestyring. Danfoss ECL har den store fordel, at det er enkelt og hurtigt at koble den til Internettet. Den skal blot tilsluttes med et standard internetkabel - ligesom man tilslutter en printer eller PC. Der er ikke noget med faste IP adresser og ændringer i opsætning af router. For at gøre den synlig på Danfoss ECL portalen skal der indtastes den unikke nøgle, som den enkelte styring er udstyret med og så kan ventilationsanlægget styres fra alle enheder med rettigheder.
For slutkunden er der den fordel, at de kan se alle deres tilsluttede enheder på et kort og hurtigt se om alt er som det skal være. Det er også en fordel for servicepersonalet, at det nu er lettere at blive guidet af Sanovent, hvis der er problemer, fordi vi kan se det samme som dem. 
For vores kunder er fordelen, at det bliver lettere at tilbyde ventilationsanlæg med den Danfoss styring, som kommunerne efterspørger. Samtidig har de mulighed for at tilbyde andre slutkunder en styring, som er let at overvåge via Internettet. 

Billede
0 Comments

Bogense rådhus

5/10/2015

0 Comments

 
I sommeren 2015 fik Sanovent en interessant opgave: I byrådssalen på Bogense rådhus skulle der etableres både ventilation og forbedret belysning. Man var naturligt nok ikke så begejstret for udsigten til, at det smukke gamle loft skulle plastres til med diverse armaturer. Sammen med medarbejdere fra Nordfyns kommune udviklede vi en løsning, hvor de nye lys-spot blev indbygget i et specialdesignet indblæsnings og udsugningsarmatur.
Luften blæses ind og suges ud langs loftet, mens spottet er monteret i armaturets dækplade. En enkel og elegant løsning, som endda var billigere, end hvis armaturer og spot skulle monteres hver for sig - og så er man nu sikker på, at der ikke bliver for varmt omkring de mange spots. 

Billede
0 Comments

Nytænkning bag ventilationsanlæg skaber vækst og efterspørgsel hos iværksætter.

11/6/2014

0 Comments

 
Artikel skrevet af Kim H. Skaarup til nyhedsbrev fra Nordfyns erhverv.

Et let og robust opbygget ventilationsanlæg opbygget i enhedsmoduler, er grundstenen i Nordfynske Sanovent, som Uffe Jespersen stiftede for knap et år siden. I næste uge leveres det nyeste og hidtil største anlæg, der skal understrege styrken af modelpaletten og bane vejen til målet om at sælge mindst et om ugen i tæt samarbejde med CM Stål & Montage ApS i Veflinge.
Picture
Et let og robust opbygget ventilationsanlæg opbygget i enhedsmoduler, er grundstenen i nordfynske Sanovent. Foto: Kim H. Skaarup 

Et lille år efter opstarten, emmer det af travlhed hos ventilationsvirksomheden Sanovent, som netop nu er i gang med deres hidtil største og mest udfordrende opgave til en kunde, der efterspurgte et ventilationsanlæg med en såkaldt krydsvarmeveksler, som kan levere 12.000 m3 luft i timen.

Iværksætteren Uffe Jespersen er manden bag, og har 22 års erfaring i byggebranchen som rådgivende ingeniør, entrepriseleder, produktionsleder og salgsdirektør, inden han sprang ud som selvstændig i sommeren 2013 i kølvandet på en række hektiske år. Her fik han et stort indblik i de mange udfordringer og muligheder, der er for forbedringer i dele af byggebranchen og noget der styrkede en længe næret drøm om foden under eget bord.

- Jeg havde i mange år drømt om at blive selvstændig, stærkt inspireret af en lang række nære familiemedlemmer der har stolte traditioner på området, samtidig med at jeg altid har haft en stærk skabertrang, så vores have i dag er præget af min hjemmebyggede havepavillon og kombinerede hønsehus/drivhus, siger den uddannede civilingeniør.
Picture
Til en boligrenovering i København skulle anlægget transporteres ind på loftet via et meget lille hul i taget, og det var intet problem takket være opbygningen i moduler. Foto: Sanovent 

Udviklingstid reduceret til under et halvt år

Takket være hans alsidige baggrund og mange år i branchen, så han store muligheder i at forkorte produktions-udviklingstiden, fra de to til tre år, det normalt tager at udvikle en ny variant af et ventilationsanlæg til under et halvt år. Det kræver nytænkning på flere parametre, og han har derfor haft en filosofi om at bygge ventilationsanlæggene op af enhedsmoduler. Her bygger man det forsimplet sagt op som legoklodser, så man kan kombinere modulerne frit. På den måde får kunden langt lettere ved at opbygge de forskellige enheder med ventilator, filtre, varmeflader og varmevekslere, så det bliver enklere at opstille ventilationsanlæggene fra Sanovent i et eksisterende teknikrum. Derfor sloganet ”Ventilationsanlæg du altid kan få plads til”.

Og ovenstående var noget som aktørerne i byggebranchen kunne forholde sig til, da Uffe Jespersen hurtigt fik solgt sin debutmodel til en fitnesskæde i Slagelse tre måneder efter de første streger. Siden er yderligere en række kunder i Jylland og på Sjælland kommet med i kundeporteføljen, og den seneste lagde især vægt på at modulopbygningen gjorde anlægget mindre og billigere med en leveringstid der var en tredjedel kortere end konkurrenternes. Endvidere så samtlige kunder store fordele ved den enkle opbygning og støjsvage konstruktion, der vejer det halve af de konventionelle på markedet, og kan vælges fra en standardpallette på syv, og med en ventilationskapacitet fra 1.000 m3/h til 15.000 m3/h.
Picture
Uffe Jespersen er netop nu i gang med hans hidtil største og mest udfordrende opgave. Foto: Kim H. Skaarup 

Enkel opbygning med få komponenter til gavn for prisen

- Jeg har satset på, at anlægget skal være enkelt opbygget med så få grundkomponenter som muligt til gavn for prisen. Vægten har også stor betydning, og derfor er ventilationsanlægget bygget op som en stabil og let konstruktion, så man kan montere det uden brug af kran og placere det langt flere steder uden at forstærke den eksisterende konstruktion i bygningen, siger Uffe Jespersen.

I begyndelsen byggede han selv anlæggene i lejede lokaler i Gamby for at holde omkostningerne nede. Men det stod hurtigt klart, at han ikke havde tid til både at udvikle, sælge og producere dem. I samråd med Nordfyn Erhverv valgte han i sidste ende, at indlede et samarbejde med CM Stål & Montage ApS i Veflinge, som er med til at producere den seneste model til stor tilfredshed for begge parter i et mindre smede- og maskinværksted med masser af faciliteter og rig mulighed for at producere og teste nye komponenter.
Picture
Ventilationsanlæggene bygges op af enhedsmoduler. Her bygger man det forsimplet sagt op som legoklodser, så man kan kombinere modulerne frit. Foto: Kim H. Skaarup 

Store ambitioner

Her er der højt til loftet, rige udfoldelsesmuligheder og værdifuld sparring, og sammenholdt med de mange positive tilbagemeldinger fra nuværende og potentielle kunder, har pessimismen trange kår.

- Mit realistiske mål er, at afsætte mindst et ventilationsanlæg om ugen inden for et år, og senere erobre Norge, Holland, England og Tyskland, som minder om det danske marked og hvor jeg ved, at mine produkter har en styrke og et marked, slutter den ambitiøse iværksætter. 
Picture
CM Stål & Montage ApS er med til at producere den seneste model i et mindre smede- og maskinværksted med masser af faciliteter og rig mulighed for at producere og teste nye komponenter. Foto: Kim H. Skaarup 

0 Comments

Adgang til loftrum 

18/3/2014

1 Comment

 
Picture
Picture
Picture
Det kan nogen gange være en udfordring at få et ventilationsanlæg ind i bygningen. Ved renoveringsopgaver er det særligt vanskelligt, f.eks hvis anlægget skal stå på loftet i en etageejendom. Det var tilfældet ved dette projekt i København.

Entreprenøren havde købt montage af anlægget med og skulle så selv stille med en montør, som kunne hjælpe med at bære anlægget ind. Vi kørte over med anlægget i varebilen og så skulle det ”bare” bæres ind og sættes op. Heldigvis var der en byggepladshejs uden på bygningen, så modulerne kunne hejses op til øverste platform på stilladset. Herfra skulle vi gennem en meget lille åbning i taget - som det kan ses på billedet øverst til højre. Så er det jo en fordel, at Sanovents ventilationsanlæg er født som split varianter. Anlægget blev leveret i moduler, som vi bar ind og samlede på loftet.

Der var ikke meget plads til anlægget under taget, og det blev ikke bedre af, at der skulle laves bypass til brandventilationen. Så bøjninger og kanaler bag anlægget optog ligeså meget plads som selve anlægget. Det må kunne gøres enklere ved fremtidige projekter...

Da montøren havde fyraften kl 14:30 var anlægget færdig monteret, startet op og testet.

 

1 Comment

Service  

12/2/2014

0 Comments

 
Picture
Fra mine tidligere jobs ved jeg, hvor vigtigt det er, at der allerede i udviklingsfasen tænkes på, hvordan produkterne skal serviceres og repareres. Det viser sig ofte, at det endda er lettere at producere produkter, når der er tænkt på, at de skal kunne skilles ad igen.

Hos Sanovent har jeg derfor fra starten tænkt service og ombygning ind i produkterne. F.eks er der let adgang til de tekniske komponenter via låger. Lågerne har ganske vist skruer og ikke greb, men det er for at sikre mod utilsigtet adgang, mens anlægget er i drift. Jeg har forhørt mig hos vores kunder og svaret er, at det ikke er noget problem, fordi en servicetekniker alligevel har værktøj med ud til anlæggene.

En detalje, som jeg er særlig stolt af, er den måde, som rotorremmen kan strammes på. Det er et kendt forhold, at en rotorrem udvider sig efter de første måneders drift. Derfor skal den enten overstrammes fra starten eller også skal det være let at efterspænde. Jeg har valgt at det skal være let at efterspænde remmen. Rotor-motoren er hængt op i øverste hjørne og hele ophænget kan justeres med en enkelt skrue. På den måde kan rotorremmen strammes hurtigt og enkelt.

 

0 Comments

Lydreducerende modul

17/12/2013

0 Comments

 
Picture
Produktprogrammet er nu udvidet med to nye moduler.

I forbindelse med en ordre i Skagen havde ventilationsentreprenøren et ønske om, at der mellem anlægget og ristene for indtag og afkast skulle sættes  rektangulære lyddæmpere, med afkast i siden.  En spændene ny udfordring, som var overraskende let at løse med Sanovents enhedsmoduler.

Vi tog blot et standard modul, satte perforerede plader indvendigt, lavede en endebund og satte studs i en af siderne. Samtidig bliver der sat perforeret plade i siderne på ventilator og filter modulerne.

Så mangler vi blot at måle lydreduktionen.

Vi arbejdede lidt videre med ideen og endebunden kan nu bruges i alle modulerne, så de mindre størrelser kan afsluttes med en studs til en rund kanal. På den måde kan man spare overgangsstykket fra den rektangulære afslutning på modulerne og de runde kanaler, som går videre ud i bygningen.

Yderligere fandt jeg ud af, at det er muligt at sætte studs i sider, top og bund af modulerne med ventilator. Man kan med andre ord spare en bøjning, når det sidste modul er et ventilator modul.

Endnu en gang viste grundprincippet for enhedsmodulerne sig at være fantastisk fleksibelt og let at udvikle videre fra.

 




0 Comments

Ventilationsanlæg placeret udendørs

12/12/2013

0 Comments

 
Sanovents produktprogram er blevet udfordret af kunderne. Jeg er som udgangspunkt glad for at blive udfordret, for det kan jeg bruge til enten at udvide produktprogrammet eller skærpe vores fokus.

Flere kunder har bedt om tilbud på ventilationsanlæg, som skal stå udendørs. Det giver så to problemer:

For det første er Sanovents enhedsmoduler ikke regntætte i deres grundkonstruktion. Og for det andet mener jeg ikke, at det er tilstrækkeligt med 50 mm isolering  for ventilationsanlæg, der står udendørs. Der er meget fokus på temperaturvirkningsgrad og energiforbrug i det hele taget, men alligevel er det branchekutyme med 50 mm isolering. Argumentet er, at med det store flow gennem anlægget har det marginal betydning… hvorfor isoleres kanalerne så med 100 mm? Jo, fordi det umiddelbart er muligt!

Den tekniske løsning på problemet blev at ændre lidt på de udvendige metalplader i enhedsmodulerne, så det er muligt med 100 mm isolering og så der kommer det overlæg der gør, at modulerne kan gøres tætte med fugning i kombination med pakningerne. Det er så desværre en dyrere løsning end konkurrenternes simple metaltag. Derfor må jeg nok erkende, at udendørs anlæg ikke er vores spidskompetence.

Hvorfor skal ventilationsanlæg overhovedet stå udendørs?

”Det skal de fordi der ikke er plads inde i bygningen”

Kære rådgiver, næste gang du mener den eneste løsning er at placere ventilationsanlægget udendørs, så ring til Sanovent! Så skal vi nok hjælpe dig med at få plads til anlægget inde i bygningen.

Sanovent - ventilationsanlæg du altid kan få plads til inde i bygningen!

 

0 Comments

Pilotprojekt

5/12/2013

0 Comments

 
I Oktober blev det første anlæg leveret til et fitness center i Slagelse. Anlægget bestod af ventilator, filter og roterende veksler og kan levere 4.000 m3/h.

Overordnet set fungerer anlægget helt som forventet og det er en stor lettelse. En ting er, hvad man kan tegne, konstruere og bygge, men det er jo ikke altid virkeligheden vil det sammen. Der er da også ting som skulle rettes.

Konstruktionen er nu ændret på et par væsentlige områder, primært for at gøre det lettere at bygge enhedsmodulerne sammen. Samtidig har det givet mulighed for at vælge nogle enklere og dermed billigere løsninger. Så alt i alt var det en værdifuld installation og jeg vil gerne takke Kristian for tilliden.

Picture



Billedet er taget lige inden anlægget blev læsset på traileren og som det fremgår var der dengang produktion i garagen.


0 Comments
Forward>>

    Arkiv

    December 2018
    Januar 2017
    September 2016
    Juni 2016
    Marts 2016
    Februar 2016
    Januar 2016
    December 2015
    November 2015
    Oktober 2015
    Juni 2014
    Marts 2014
    Februar 2014
    December 2013

    RSS-feed

Sanovent ApS, Møllegyden 70, Nymark, DK-5471 Søndersø, Tlf: +45 61 20 60 36
Proudly powered by Weebly